Læser-apps stripper dit indhold

Readability logoetReadability, Instapaper og Pocket er eksempler på læser-apps, der stripper dit website for alt andet end det primære indhold. De gør det nemt at gemme en næsten hvilken som helst artikel, man har fundet på nettet, til senere læsning. Men ikke mindst gør de artiklen læsbar ved at skære alt det overflødige, såsom sidebar, navigation og reklamer, væk og præsentere det primære indhold i et meget overskueligt, lækkert og læsevenligt layout med tydelige skrifttyper og -størrelser.

Jeg har leget med Readability et stykke tid nu og det fungerer rigtig godt. Der findes Readability extensions eller plugins til diverse browsere, som gør det nemt at gemme en artikel til senere og til den tid kan man så læse den i ro og mag i al sin pragt og ynde, enten direkte i en web browser eller på iPhone, iPad eller Android med Readability-app’en.

Udviklingen af apps, der fokuserer på det primære indhold, strippet for alt overflødigt fedt, startede med RSS og de programmer, der gjorde formatet anvendeligt, herunder Google Reader. Men hvor RSS læserne trækker på en kilde, som udgiveren selv stiller til rådighed, nemlig et RSS feed, flytter Readability, Instapaper og Pocket indholdet ind i en anden sammenhæng, stripper det aktivt for det overflødige og præsenterer det i en anden kontekst.

Det har imidlertid den betydning for website ejere, at trafikken fra de nævnte apps ikke vil fremgå i websitets besøgsstatistik, hvilket har fået flere til at beskylde læser-apps’ene for tyveri af indhold. Men apps’ene opfylder i virkeligheden bare et behov. Nemlig behovet for indhold, der er lige så læsevenligt, som det er godt.

Lær lektien

Hvad kan man som ejer af et website så lære af det? Først og fremmest må man acceptere tabet af kontrol. Når først indholdet ligger på nettet, er det enormt svært at kontrollere, hvad brugerne gør med det. Således er mantraet som med alt andet på nettet: Hvis du ikke selv kan finde ud af det, er der nogle andre, der gør det for dig. Med andre ord; sørg for at have dit design i orden, hvis du vil reducere skadens omfang og beholde dine faste læsere på sitet.

Ryd op i brugergrænsefladen. Lad være med at fylde siderne med en masse sekundært indhold, der har perifær relevans i forhold til det, brugerne kommer efter, nemlig det primære indhold.

Overskuelighed. Sørg for et nemt overskueligt og læsevenligt layout med en fornuftig typografi og god kontrast.

Her er designet alfa og omega.

Og prøv så en læser-app

 

Skriv en kommentar