Forleden faldt jeg over et opslag med en plakat med teksten “Fascism is not to be debated – It is to be smashed”. Hvorfor bør der ikke gives plads til fascistiske holdninger i et liberalt demokrati, der bryster sig af ytringsfrihed?
Ytringsfrihed er en grundforudsætning i et liberalt demokrati og den fordrer tolerance. Man skal kunne tolerere den andens synspunkt.
Den forudsætning findes ikke i fascismen, og derfor kan fascisme, kort fortalt, ikke tolereres i det ellers tolerante, liberale demokrati.
Filosoffen Karl Popper beskriver tolerancens paradoks som den tilsyneladende selvmodsigende ide, at for at kunne opretholde et tolerant samfund, må samfundet forbeholde sig retten til at være intolerant over for intolerance.
“Ubegrænset tolerance”, siger Popper, “må føre til tolerancens forsvinden. Hvis vi tillader ubegrænset tolerance, hvis vi ikke er parate til at forsvare et tolerant samfund mod angreb fra de intolerante, vil de tolerante blive destrueret og tolerancen med dem.”
We should therefore claim, in the name of tolerance, the right not to tolerate the intolerant. We should claim that any movement preaching intolerance places itself outside the law and we should consider incitement to intolerance and persecution as criminal, in the same way as we should consider incitement to murder, or to kidnapping, or to the revival of the slave trade, as criminal.”
– Karl Popper, The Open Society and Its Enemies
Popper mener dog ikke, at alle former for intolerance bør forbydes. Så længe, de intolerante kan imødegås med rationelle argumenter og holdes i skak i den offentlige opinion, vil det være uklogt at undertrykke dem.
Skyldes det filterbobler og sociale medier, at fascismens grimme ansigt i disse år igen dukker op i Europa og USA? Det kan være en årsag. En anden årsag kan være, at de tolerante har været for tolerante. Derfor kan sloganet om fascisme på ovenstående plakat godt give mening i et frit samfund, hvor der i øvrigt er ytringsfrihed. “It is to be smashed”.