I dag tilhører indholdet af de offentlige biblioteker brugeren i den forstand, at det er betalt over skattebilletten. Men måske tilhører indholdet i fremtidens bibliotek i mere bogstavelig forstand brugeren.
Indhold bliver i stigende grad allestedsnærværende, det er let tilgængeligt, ofte billigt og endda nogen gange gratis. Man kan tage i Føtex og finde gårsdagens blockbuster på DVD til kr. 25,- eller tage på bogudsalg og finde bestsellers til en trediedel af normalprisen. Hvis udbuddet i forretningerne er mangelfuldt, er det nemt at skaffe den rette genre på nettet. Et resultat af “den lange hale“.
Brugernes samlinger vokser …
… og en af konsekvenserne er bibliotekernes faldende udlånstal.
Samtidig sker der i øjeblikket en opblomstring af diverse græsrodsorganiserede web 2.0 tjenester til katalogisering og formidling af personlige samlinger. De kendteste til katalogisering af bøger er nok LibraryThing og Shelfari, men også bogbytte er på dagsordenen med tjenester som BookMooch og det danske projekt Bibliotekr. Senest er BookBump kommet på banen med en iTunes lignende, flash-baseret tjeneste, hvor man kan katalogisere sine bøger, holde styr på, hvornår man har læst dem, hvad man syntes om dem, samt hvem man har lånt dem ud til. BookBump har visse mangler, men det er en anden historie.
Alle disse tjenester er i en eller anden forstand en form for social OPAC, et bibliotekssystem, der kan holde styr på brugerens samling, give selvsamme bruger ny inspiration samt knytte brugerne sammen i virtuelle fællesskaber.
Noget tyder altså på, at også brugerne har et behov for at registrere, katalogisere og formidle deres samlinger. Hvad er så bibliotekernes rolle i denne digitale virkelighed?
En mulighed for bibliotekerne
Bibliotekerne burde, skulle man mene, have en betragtelig indsigt i opbygningen af informationssystemer til håndtering af bibliografiske data. Dertil kommer et væsentligt datagrundlag i form af adgang til nationalbibliografien (som dog kontrolleres centralt).
Når brugerne således efterhånden selv ejer samlingerne og efterspørger systemer til at håndtere dem i, hvem ville så være bedre til at skrue et fornuftigt informationssystem sammen til dem, end folk med erfaring i bibliotekssystemer?
Jeg forestiller mig et system, der trækker på bibliografiske data, dels fra nationalbibliografien, dels fra f.eks. Google Books eller Amazon.com, der i øvrigt har en ganske åben API til den slags formål. Dermed behøver brugeren ikke selv at katalogisere hele sin samling (med de fejl og mangler, der måtte opstå deraf), men kan trække på allerede eksisterende data. Noget lignende ser vi i LibraryThing.
Alt sammen kunne med fordel foregå i ét og samme system, som bibliotekerne registrerer deres samlinger i. Et system, der naturligvis bør indeholde alskens muligheder for
- kollaborativ filtrering
- data mining
- stjerne ratings
- anmeldelses- og kommentarfunktioner
som kan være med til at give brugeren en oplevelse og ny inspiration.
Man kunne forestille sig en “social” OPAC, hvor brugerne kunne oprette hinanden og biblioteket som “venner” og selv kunne foretage og registrere ind- og udlån af materialer. En mulighed, der naturligvis bør være valgfri, hvor brugeren selv bestemmer, om tilbuddet kun gælder venner og familie eller Gud-og-hver-mand.
Hvorfor skal det offentlige betale for det?
Af de samme grunde som det offentlige betaler for bibliotekerne i dag. Designes systemet rigtigt, vil det kunne understøtte formidling af viden og kultur i en grad, som det ikke tilnærmelsesvis er tilfældet med bibliotekernes kataloger i dag. Brugerne kan direkte få gevinsten af en platform til dels at registrere deres personlige samlinger samt finde ny inspiration. En platform, der ikke forsvinder i morgen.
Hvordan skal det så organiseres?
Jens Hofman foreslår et “Danmarks Digitale Folkebibliotek”. Læs forslaget. Jeg synes, det er en glimrende ide og i denne sammenhæng en oplagt mulighed.
Jeg kan naturligvis kun være enig 🙂 Jeg er dog ret meget i tvivl om hvad Biblioteksstyrelsen ser af perspektiver i det. For der er nok ingen tvivl om at initiativet eller støtten skal komme derfra.
Ideen ligger enormt tæt på DVD Profiler, bortset fra, det naturligvis drejer sig om bøger. Du indskriver stregkoden, og dvd’en dukker oftest op. Hvis ikke den gør, eller du er uenig i dens udseende, kan du sende en rettelse tilbage, som så kan blive en del af den nye standard. For bøger kunne man bruge ISBN-nummeret.