E-bogslæseren iRex iLiad e-reader er landet

Tilbage i januar skrev jeg om en hel stak nye e-bogs gadgets, herunder iLiad e-reader’en fra Philips spin-off firmaet iRex Technologies.

Nu har iRex Technologies endelig åbnet deres webshop, kun ca. 3 måneder forsinket. Her kan man erhverve sig en iLiad e-reader for den nette sum af €649.00.

iRex og e-ink
iLiad e-reader er en gadget, der kan vise digitale dokumenter i formaterne HTML og PDF på et e-ink baseret display. E-ink er en displayteknologi, der består af to ark folie med bittesmå kugler imellem. Kuglerne er farvede på den ene side og hvide på den anden, og kan vendes ved påvirkning af en svag strøm. Derved dannes et billede på skærmen. iLiad e-reader bruger dermed kun strøm, når skærmbilledet skal opdateres, og er således meget energiøkonomisk. Samtidig er displayet ikke baggrundsbelyst, har en opløsning, der nærmer sig tryk på papir og skulle dermed være ganske behageligt at læse på, i modsætning til LCD displays.

Som nævnt, sluger iLiead e-reader både PDF’er og HTML. Derudover kan den vise billeder i formaterne PNG, BMP og JPG. Det bliver dog måske muligt at få den til at vise flere formater med en kommende softwareopdatering. Til gengæld kan den kun vise gråtoner.

Skal man så investere i tingesten nu?
Som privatbruger tror jeg nok, jeg vil vente lidt. E-ink teknologien er næppe helt moden. iLiad displayet kan som sagt kun vise gråtoner og har en ikke specielt imponerende opdateringshastighed på hele 2 sekunder. Samtidig synes jeg, den er lidt for dyr til min pengepung, hvilket der dog nok bliver lavet lidt om på, når der kommer mere konkurrence på markedet.

Teknologien har imidlertid omfangsrige perspektiver og bliver for alvor interessant når der kommer farver på, og opdateringshastigheden bliver så høj, at displayet kan vise levende billeder. Forestil dig en bog med levende billeder i. Det bliver helt Harry Potter’sk.

Foreløbig vil jeg nøjes med at plage min udviklingschef om at indkøbe en iLiad e-reader til “professionelle” testformål.

Skriv en kommentar