Undgå spam med Mailinator

Hvis din email adresse er eksponeret på nettet, kan du næsten ikke undgå at blive udsat for spam. Den bliver høstet uden nåde af spammernes søgerobotter, hvis du har publiceret adressen på en webside. Det findes der imidlertid råd for.

Men den bliver desværre også næsten med garanti høstet, hvis du bruger den i nyhedsgrupper. Og du kan også være uheldig, hvis du tilmelder dig et nyhedsbrev, som du måske ikke stoler 100% på.

Nu kan du imidlertid tilmelde dig alle de nyhedsbreve, du har lyst til uden at udsætte din email adresse for spam. Du stikker dem bare en Mailinator adresse.

Der er ikke noget med at melde sig til tjenesten. Da Mailinator adresserne genereres i det øjeblik, der sendes post til dem, kan du bare opfinde adressen på stedet. Vælg f.eks. knuddunk@mailinator.com, dummespammand@mailinator.com eller spamnejtak@mailinator.com. Derefter kan du gå ind på www.mailinator.com og få vist indholdet, blot ved at indtaste den opfundne email adresse.

Der genereres endda en RSS udfra det, der modtages på denne fiktive adresse, så du kan også hive det ind i dit foretrukne postprogram eller RSS reader.

Mailinator kontoen slettes automatisk efter nogle få timer. Men det er dog næppe en god ide at bruge Mailinator til noget, der indeholder følsomme oplysninger, da adresserne er helt offentlige.

2 kommentarer til “Undgå spam med Mailinator”

  1. Hm? Jeg ved ikke rigtig om jeg kan se smarte i mailinator.

    I hvert fald ikke til tilmelding af nyhedsbreve. Som du skriver, så slettes mailinator-adressen efter få timer, så det får man ikke mange nyhedsbreve ud af.

    Og hvis man giver en mailinator-adresse til én, som man bare skal have et e-mailsvar fra, så skal man da være sikker på, at vedkommende når det inden adessen slettes.

    Eller misser jeg pointen her?

  2. Jeg har tænkt lidt mere (- det sker ikke så ofte i løbet af en dag!).

    Jeg kan godt se at mailinator-adressen som fx et nyhedsbrev sendes til, så at sige genopstår hver gang der kommer et nyt nyhedsbrev. Dermed giver feed-muligheden også mening, fordi man så kan se i sin feed-reader, at der er kommet et nyt nyhedsbrev. Eller en ny mail, eller hvad nu.

    Men vil man så ikke bare få spam i sin feed-reader?

    Jeg har chekket nogle typiske mailinator-adresser (fx test, mail og mike) og de er ganske rigtigt fyldt med spam. Det vil da være træls at fylde sin feed-reader med det …

    Eller har jeg stadig ikke fattet pointen?

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.