I kølvandet på Charlie Hebdo

Alt er vel efterhånden sagt og skrevet om attentatet mod den franske satireavis Charlie Hebdo i onsdags. Jeg bilder mig ikke ind at have noget epokegørende på sinde, mit ærinde er vel snarere at få styr på egne tanker. For attentatet og især de reaktioner, det har afstedkommet, har spøgt en del i mit hoved.

Bundet på hånd og mund

Min umiddelbare tanke efter attentatet faldt på modangrebet: “Giv dem mere af det samme,” tænkte jeg. Alle aviser bør trykke alt det, islamisterne ikke tør se. Alle bør skifte deres profil-fotos på sociale medier ud med Muhammed-tegninger. Gør fornærmelsen allestedsnærværende og uundgåelig. De kan ikke ramme os alle.

Så meldte virkeligheden sig. Dagen efter skiftede alle deres profilfotos ud, holdt sorte skilte i vejret og taggede deres tweets. Med et pseudo-solidarisk “Je suis Charlie”. Alle aviser havde tegninger på forsiderne. Af en blyant eller Charlie Hebdo’s logo. Nettet fyldtes med satiretegninger. Af blyanter og terrorister og kalashnikov’er. Hvor var alt det farlige? Hvor var alt det provokerende? Der var jo ingen, der turde. Bortset fra Charlie Hebdo.

Og det er i virkeligheden forstemmende. Det siger nemlig lidt om, at vi allerede har ladet os presse på ytringsfriheden.

Politikens Bo Lidegaard forsvarede sig i Deadline 8. januar med, at det var et redaktionelt valg. At man godt kunne trykke Charlie Hebdo’s provokerende tegninger, men valgte at lade være af respekt og fordi dét at kunne, ikke er ensbetydende med at skulle. Et synspunkt, jeg trods alt kunne have en vis forståelse for rationalet i. Men ytringsfrihed giver netop ret til at fortælle folk det, de ikke ønsker at høre, og aktuelt er det desværre nødvendigt at tale med store bogstaver. Hvordan skulle man ellers slå pointen fast?

If liberty means anything at all, it means the right to tell people what they do not want to hear.
George Orwell

Politiske efterdønninger

Desværre står vores politikere nu på nakken af hinanden for at demonstrere handlekraft, fremfor at stikke en finger i jorden og bruge hovedet.

Justitsministeren er således parat til at gå på kompromis med vores personlige frihed og privatlivets fred. Det skal ske med øget overvågning og flere beføjelser til politi og efterretningstjenester.

Med det angreb vi har set i Paris nu – og med den terror-risiko, der er omkring Danmark, så er der ikke plads til at være naive mere. Og vi kommer til – det føler jeg mig overbevist om – i de kommende år at træffe nogle valg. Hvor vi bliver nødt til at give efterretningstjenesten og politiet redskaber, som de ikke har haft før. Fordi vi bliver nødt til at kunne matche de mørke kræfter, der er på spil.
Justitsminister Mette Frederiksen til Ekstrabladet

Det starter altid med gode intentioner. Men vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.

For det første har overvågningen foreløbigt vist sig håbløst ineffektiv. Den er ubrugelig til forebyggelse. Efterretningstjenesterne har ofte masser af information om gerningsmændene, men først, efter at de har slået til, lykkes det at samle trådene.

Efterretningsoplysninger kan i de fleste tilfælde ikke bruges til at forudse, hvornår en fanatiker forvandles fra at have ekstreme ideer til at blive en voldelig terrorist.
Bruce Riedel, tidligere ledende analytiker i CIA til DR

Sidste år blev sessionslogningen, den del af Logningsbekendtgørelsen, der pålagde teleselskaberne at registrere og gemme oplysninger om danskernes brug af internettet, taget af bordet, netop fordi det viste sig, at oplysningerne ikke kunne bruges til noget som helst.

For det andet er masseovervågning til gengæld et glimrende instrument til magtmisbrug. Det har Edward Snowden påvist ganske overbevisende, men det er jo i virkeligheden ingen nyhed, for det var også velkendt praksis i det hedengangne Østtyskland og Sovjet.

For det tredje, og det er meget værre, har vi allerede tabt, når vi begynder at gå på kompromis med helt basale borgerrettigheder. Det er præcis den retning, islamisterne helst ser vores samfund bevæge sig i. Hvad skal vi med sådan en fjende, når vi kan klare opgaven selv?

Der tegner sig et sted i horisonten et omrids af en fascistisk diktatorisk overvågningsstat, hvis vi fortsætter i den retning. Hvis ærinde er det mon så, vi går?

Frygten og hvad vi gør ved den

Helt ærligt, hvad er det egentlig, vi er så bange for? Der er langt, langt større sandsynlighed for at komme alvorligt til skade i trafikken, end i et terrorangreb. Det mest skræmmende ved terrorismen er i virkeligheden de skridt, majoriteten af vore politikere tilsyneladende er villige til at tage for at stoppe en trussel, der vel faktisk er relativt begrænset.

Selvfølgelig skal politiet og efterretningstjenesterne holde øje med mistænkelig adfærd. Men vi burde holde os for smarte til at gå den dér restriktive, indesluttede vej, hvor vi lukker os om os selv, overvåger hinanden, sætter forhindringer op, hævner os på uskyldige med andre hudfarver og i øvrigt lukker kæften af skræk for repressalier.

I stedet bør vi i højere grad bruge det redskab, terroristerne frygter mest. Ytringsfriheden. Skærp pennen og tungebåndet og giv dem verbalt og visuelt tørt på. Find de årsagssammenhænge, der ligger til grund for terrorismen og tag hånd om dem i stedet for politiske hovsa-løsninger, der i sidste ende går ud over os selv.

Mere interessant (og uhyggelig) læsning:

Politikere klar til at styrke PET, Information

Eksperter advarer politikere mod nye terrorlove, Information

How Terrorism Won, Huffington Post

Pia K: Ytringsfrihed gælder ikke for alle, Ekstra Bladet

On Charlie Hebdo: A letter to my British friends, af Olivier Tonneau, Mediapart

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.