London 2012 - en visuel katastrofe

De Olympiske Lege er i fuld gang i London. Legenes visuelle identitet er som altid et gennemgående træk og ikke til at komme udenom.
Logoet, et stiliseret '2012' i skiftende nuancer af blå, lyserød, grøn og orange, er designet af Wolff Olins, blev første gang præsenteret i 2007 og har angiveligt kostet den nette sum af 400.000 £ at udvikle. Skrifttypen hedder meget passende '2012' og er tegnet af Gareth Hague til begivenheden.
Den visuelle identitet er om, ikke andet, meget gennemført. Man kan ikke være i tvivl om, at logoet repræsenterer OL i London, for det er allestedsnærværende. Men se lige på det.

Det er kantet og uskønt og ligner noget, der er tegnet af en femårig med en sprittus. Farvevalget er spraglet og ligner en smagløs StudioLine reklame fra midt-80'erne.

Skrifttypen '2012' lider af manglende visuelle støttepunkter. De skrå og skæve bogstaver bryder med grundlinie og x-højde og gør skrifttypen svært tilgængelig. Det er som at stå på de skæve gulvbrædder i Tivolis Hurlumhejhus. Det gør mig svimmel.

London 2012 Olympics grafiske identitet ligner et udpræget eksempel på, hvad der kan ske, hvis man lader en komite tage de designmæssige beslutninger.
Hvad mener du?