Legoland anno 2012
Lyden Nu er Legoland ikke ligefrem det mest stille sted på Jorden, man kan befinde sig. Både publikum og forlystelser giver god lyd fra sig og det er ok. Der ligger også en lufthavn i nabolaget og det er præmisserne, så det er også ok. Men der skal da også lige være lidt stemning, så derfor har en eller anden smart park-designer valgt, at der skal spilles dejlig forlystelsesmusik fra allestedsnærværende skjulte højtalere. Det er knap så ok.
Prisen Legoland er en dyr fornøjelse og det kommer ikke som en overraskelse. Det er også i orden. Men netop derfor kunne man måske forvente et lidt højere niveau end den automatkaffe og fabriksfremstillede, mikrobølgeopvarmede æbletærte, der blev serveret i Legoredo. Lad mig formulere det sådan; det var i hvert fald betalt.
Oplevelsen Men ungerne hyggede sig og forlystelserne var overvejende gode, når man var sluppet igennem køen. Især den gamle del af parken er stadig værd at opleve. Jeg kan undre mig over, at legomodellerne i Miniland er så attraktive for en 3-årig og en 6-årig. De kan spankulere rundt og kigge på alle detaljerne i timevis til stor fryd for deres gamle far. Selvom flere af modellerne er lidt solfalmede, opdateres landskaberne tydeligvis løbende. Således var Frederik og Mary ved Kancellihuset nu udstyret med tvillingebarnevogn. Til gengæld trængte væksterne på skovmånen Endor til at blive studset; Han Solo, Leia og ewokerne stod i brysthøj underskov.
Legoland er stadig et besøg værd, men Legos brand taget i betragtning, kunne kvalitetsbarren godt hæves og fløden skummes (lidt) mindre åbenlyst.
A propos støj og spot til skade: Legolands website sprøjter pt. lyd fra forsidens reklame for Polar Land i fjæset på sine gæster. Så dæmp computerens lydstyrke, hvis du aflægger den et besøg.