Hjemstavn og tidens tand

Det havde været slemt at forlade Birkene dengang, men på en måde var landsbyen og dens mennesker blevet inde i hovedet på mig som sådan et billede: Sasia fra kroen, mølleren og hans store familie, Ellyn og Rikert. De bevægede sig ikke så meget, på billedet i mit hoved. Det var lidt som om de bare stod og ventede på at jeg skulle komme tilbage. Jeg havde ikke rigtig regnet med at de kunne ændre sig. Og det var selvfølgelig dumt. Bare fordi jeg ikke var der mere, holdt tingene jo ikke op med at ske.