Wireframes i Silkeborg
Jeg arbejder mere i Silkeborg end i Horsens for tiden. Vi er i gang med designfasen på et ganske omfattende web projekt i en række større danske folkebiblioteker i øjeblikket. Et projekt, der går under det lidet sigende navn Ding2tal og som drejer sig om design og udvikling af en komplet biblioteksløsning med integreret søgning, baseret på content management systemet Drupal 7.
Wireframing er nok ikke det rigtige ord. Der skal udvikles en hel del forskellige templates men da det er et ufravigeligt krav, at hele molevitten skal være reponsivt, så det tilpasser sig alt fra mobiltelefoner til tv-skærme, er vi nødt til at bruge en fremgangsmåde a la lego klodser fremfor traditionel wireframing.
Dvs. alle delelementer identificeres og skitseres i indholdsblokke. Dernæst skal indholdsblokkene sættes sammen, så de tilsammen kommer til at danne et endeligt layout. Så kodes en prototype op i HTML. Der usabilitytestes og rettes til. Så skal der lægges grafisk design på og endelig skal det hele hældes ind i Drupal.
Således er jeg igang med skitserne sammen med en kollega fra Silkeborg og er dermed blevet "månedens gæst" på min faste pind i Horsens.