Undgå spam med Mailinator
Hvis din email adresse er eksponeret på nettet, kan du næsten ikke undgå at blive udsat for spam. Den bliver høstet uden nåde af spammernes søgerobotter, hvis du har publiceret adressen på en webside. Det findes der imidlertid råd for.
Men den bliver desværre også næsten med garanti høstet, hvis du bruger den i nyhedsgrupper. Og du kan også være uheldig, hvis du tilmelder dig et nyhedsbrev, som du måske ikke stoler 100% på.
Nu kan du imidlertid tilmelde dig alle de nyhedsbreve, du har lyst til uden at udsætte din email adresse for spam. Du stikker dem bare en Mailinator adresse.
Der er ikke noget med at melde sig til tjenesten. Da Mailinator adresserne genereres i det øjeblik, der sendes post til dem, kan du bare opfinde adressen på stedet. Vælg f.eks. knuddunk@mailinator.com, dummespammand@mailinator.com eller spamnejtak@mailinator.com. Derefter kan du gå ind på www.mailinator.com og få vist indholdet, blot ved at indtaste den opfundne email adresse.
Der genereres endda en RSS udfra det, der modtages på denne fiktive adresse, så du kan også hive det ind i dit foretrukne postprogram eller RSS reader.
Mailinator kontoen slettes automatisk efter nogle få timer. Men det er dog næppe en god ide at bruge Mailinator til noget, der indeholder følsomme oplysninger, da adresserne er helt offentlige.