Twitte til hinanden
Jeg er begyndt at twitte en lille smule ind i mellem. Twitter er sådan en slags letvægts blogging platform. Man kan kun skrive indlæg på 140 tegn ad gangen, og opfordringen går på at skrive, hvad man laver lige nu. Man kan følge med i andres twitterier via RSS, instant messenger eller sms. Særligt det sidste giver Twitter karakter af at være en mellemting mellem blogging og chat, fordi man kan få besked om, hvad vennerne laver her og nu.
I starten syntes jeg, Twitter var noget pjat. Hvorfor skulle jeg ønske mig endnu et sted at skrive om, hvad jeg laver? Men det geniale er de korte beskeder og mobiliteten, for man kan nemt skrive en besked når som helst og følge med i bekendtes gøremål. Lidt smart er det altså. Jeg er dog ikke nogen hardcore twitter... endnu.