Postkort fra Berlin

Kom hjem fra Berlin i mandags. Den gamle Avensis blev parkeret ved adressen på Reichstraße og fik lov at stå der ugen ud, mens vi pendlede til alle vore destinationer med u-bahn, u-bahn, u-bahn. Fra Neu Westend med U2 nach Pankow til Alexanderplatz er det næsten ikke værd at at nævne den (turist)seværdighed, vi ikke har set.

Berlin Zoo, så stor at jeg aldrig lærte at finde rundt endsige fandt frem til Isbjørn Knuts efterladte.

Olympiastadions frygtindgydende, arkitektoniske magtdemonstration og historiens vingesus. Adolf var der i '36. Jesse Owens løb med guldet. Og nu hjemmebane for Hertha BSC.

Museum für Naturkunde, mage til samling af fossiler, formaldehydpræserverede artsprøver og skeletter skal man lede længe efter.

Muren, der nu heldigvis overvejende kun markeres af en linie gennem byen. Men beton- og grafittiresterne skulle beses.

Denkmal für die ermordeten Juden Europas, massive betonsøjler i ligkistestørrelse side om side om side, som man kunne gå rundt i mellem og blive væk i og føle sig helt, helt lille.

Brandenburger Tor og Unter den Linden sammen med tusind andre fotograferende turister og plattenslagere og langt ude i baggrunden den fra 1864 for os danskere så pinligt sejrsmarkerende Siegessäule.

Shopping i KaDeWe og 2 × LEGO store for især ungernes og deres fars skyld. Videre til Alexander Platz og Fernseh Turm. Vi nøjedes med at se det nedefra. På vejen tilbage en 3-årig, der tilfældigvis skulle tisse og måtte af på Gendarmenmarkt. Så fik vi også set den smukke, barokke Französischer Dom.

Sony Center, Potsdamer Platz, Deutsches Technikmuseum, Schloß Charlottenburg, Döner Kebab, Curry Wurst, gebrokkent skoletysk ...

Men ifølge en kommentar på Instagram, har vi til gode at opleve det rigtige Berlin:

Pictures from a Tourist. It's Time for Real Berlin. Where are you? Lets have a Beer...

Tak for tilbuddet. Kunne være superhyggeligt, @nickhaseloff, men desværre var vi allerede nået hjem. Meget gerne næste gang.

Pics or it didn't happen:

Brandenburger Tor og Quadria
Quadria beskuer de tusind turister på Brandenburger Tor.

Denkmal für die ermordeten Juden
Denkmal für die ermordeten Juden med Fernseh Turm i baggrunden.

Fernseh Turm
Fernseh Turm fra Alexander Platz

Französischer Dom
Französischer Dom med statue af digteren Schiller i forgrunden.

En uldhåret mammut
En uldhåret mammut på Museum für Naturkunde. Ville nødigt skulle jage sådan en fætter med et spyd.

Dinosaurskeletter på Museum für Naturkunde
Dinosaurskeletter på Museum für Naturkunde

Muren
Muren, der delte Berlin.

Sony Center
Sony Center med den imponerende tagkonstruktion.

U-bahn U2
U-bahn U2 nach Pankow.

Murkunst
Murkunst i nærheden af u-bahn station Gleisdreieck.

Schloß Charlottenburg
Schloß Charlottenburg.

Olympiastadion
Olympiastadion, hjemmebane for Hertha BSC, hvor Adolf rasede over Jesse Owens i '36.

Den gamle Avensis holdt i øvrigt fint til Authobahns strabadser.