Paradoks i strategi for netbibliotekerne

På mandag deltager jeg i konferencen om strategi for netbibliotekerne på Danmarks Biblioteksskole i København. Jeg har for en gangs skyld lavet lidt hjemmearbejde og læst oplægget igennem, "Strategi 2010 - fra netbiblioteker til vidensnetværk" (pixi-udgave for de dovne).

Strategien lægger ud med at fastslå at bibliotekerne befinder sig i en øget konkurrencesituation og er under pres:

Som udgangspunkt er det i hvert fald klart, at biblioteksvæsenet bliver udfordret på rolle og selvforståelse og er nødt til at tilpasse sig en virkelighed, hvor man - uden det fysiske rum, der udgør folkebiblioteket - blot er ét blandt mange mulige valg, og hvor den traditionelle rolle som informationsformidler er under pres.

Strategi 2010 - fra netbiblioteker til vidensnetværk, s. 10, pkt. 3.4

Et statement, kun få formentlig kan være uenige i. Derfor er det paradoksalt, at man i strategien fortsætter med at fokusere på præcis de kerneydelser, der er allermest under pres (tabellen s. 12-13):

• Formidling
• Tilbud om information af høj kvalitet
• Muligheder for dialog og interaktion på internettet

Jeg tror, man har fat i den lange ende med formidling, men jeg studser især over pkt. 2 og 3:

Information af høj kvalitet er efterhånden en selvfølge. Det bliver i stigende grad allestedsnærværende og er altså ikke længere et unikt bibliotekstilbud.

Muligheder for dialog og interaktion på internettet er også i den grad en selvfølge. Det findes overalt (bortset fra i bibliotekernes OPACs). Hvis det betragtes som noget, der skal bringe netbibliotekerne på dagsordenen, er der virkelig nogen, der skal lægge sig i selen. Det bliver svært at genopfinde den dybe tallerken.

Hvad er bibliotekets unique selling point? Jeg har tidligere efterlyst nogle gode bud på bibliotekets unique selling point (USP). Med mange af de traditionelle kerneydelser arbejder bibliotekerne efterhånden på samme konkurrenceparametre som komercielle aktører og det slag er tabt på forhånd. Der er et udtalt behov for at finde frem til det, der gør bibliotekernes tilbud unikke.

Jeg tvivler således på, at for ensidig satsning på information og dialog som kerneydelser kan gøre det ud for unique selling points. Det bliver ikke det, der får netbibliotekerne til at sparke røv, for det betragtes på forhånd som en selvfølge.

Bibliotekernes Netguide er et glimrende eksempel. Tjenesten er ikke dårlig. Den er bare ikke unik, og der skal spyttes rigtig mange kroner i kassen, hvis den skal nå konkurrenterne (Jubii, Yahoo etc.) til sokkeholderne. Alene i genkendelighed.

Jeg tror dog som sagt formidling er et godt bud. Overvej et øjeblik Litteratursidens succes.

Hvad har bibliotekerne i øvrigt, som ingen andre har? Metadata kunne være et bud. Alle har information men kun få har metadata i samme omfang som bibliotekerne. Kunne det være en konkurrenceparameter?