Oplæg for tyske bibliotekschefer i Reutlingen

I går præsenterede jeg et udvalg af de vigtigste digitale services i danske folkebiblioteker for en samling tyske bibliotekschefer på et seminar i Reutlingen, syd for Stuttgart.

Seminaret var arrangeret af den tyske pendant til DBC, EKZ.bibliotheksservice. Her ville man gerne vide noget om bogens rolle i det danske medielandskab, brugen af internettet i Danmark samt have et indblik i hvilke typer digitale services, danske biblioteker kan tilbyde borgerne. Endelig diskuterede jeg nogle tendenser og mulige fokuspunkter i udviklingen af fremtidige services.

Stemningen var meget positiv, og tyskerne kigger gerne efter inspiration nord for grænsen, men der blev da gispet temmelig højlydt, da jeg fortalte hvor meget danske folkebiblioteker må punge ud, hver gang der downloades et track fra Netmusik.dk eller Netlydbog.dk.

Yderligere interesseret? Så kan du se min præsentation på Google Docs.

Tak til Rolf Hapel fra ÅKB for denne chance for at komme ud og kigge sig lidt omkring. Jeg kommer ellers ikke så meget ud.