Movember
En ordentlig skovsnegl. Jeg har valgt på bedste hipster-manér at anlægge et overskæg i anledning af Movember.
Movember er en kampagne, der der sætter fokus på mænds helbredsproblemer, særligt prostatakræft. Deltagerne bruger november måned på at dyrke et overskæg af stil efter eget valg og lader sig dermed være levende reklamesøjle for kampagnens gode intentioner. Man kan så støtte den enkelte deltagers overskæg med et beløb, der går til forskning i prostatakræft.
Movember-kampagnen er et "skægt" påfund, en lejlighed til at eksperimentere og prøve et andet udseende, end man plejer og så går det først og fremmest til et godt formål. What's not to like?
Jeg har lavet et hold med en flok kolleger. Vi kalder os MoMonkeys og vi dyrker alle overskæg i november. Eller i hvert fald så meget overskæg, som der nu kan blive af vores sparsomme skægvækst.
Hvilken stil? Skal der være overskæg, skal det være badass, så jeg har valgt en trucker/beard combo. (Men jeg har snydt lidt og tyvstartet en uge i forvejen. Ellers når jeg vist ikke i mål.) Følg med på min Mo Space profil.