Minister: Bøger er ikke altid nok
Forleden kunne man læse i BibliotEkspressen, at vores kære kulturminister Brian Mikkelsen tilsyneladende har ændret sit standpunkt om, at bibliotekerne kun bør indeholde bøger, færdig-basta. Ministeren havde på Biblioteksstyrelsens Årsmøde fortalt 225 biblioteksledere om, hvordan hans egne fire børn i alderen 6-17 bruger computeren, frem for bøgerne, til at søge information. Det er da vældig fint, at han nu er nået til den konklusion, men det har ofte undret mig, og ovenstående understreger blot spørgsmålet: Kan manden ikke tage stilling til noget, uden først at have oplevet det på sin egen familie?