🎤 Malk de Koijn i Aalleren

Tre rappere på en scene, den ene står bag en DJ pult. Scenetæppet viser en tegning af tre bananer.
Malk de Koijn på scenen i Studenterhuset i Aalborg, 24. oktober 2024

Tre bananer, man ikke kan nå: Blæs B, Tue T og Geolo G sparkede lortet op som perserkatte i sand i Studenterhuset i Aalborg i aftes.

Jeg har været fan af Malk de Koijn siden midt 90'erne. Jeg syntes, de havde noget af det bedste flow, man kunne opstøve i dansk hip hop. Siden da har deres rim og helt unikke tekst-universer bare vokset sig større.

Det er aldrig før lykkedes mig at komme til en af deres koncerter, for billetterne til de relativt sjældne optrædener har det med at blive hurtigt udsolgt. Derfor var det stort, da det lykkedes at få billetter til denne koncert tilbage i foråret. 

Og de skuffede ikke. De gav den max gas, fik publikum til at koge og temperaturen i lokalet helt op i det røde felt. Taget lettede på sidste nummer 'Å Åå Mæio', hvor jubelen ingen ende ville tage.

Mindst to numre havde jeg nok ikke forventet på setlisten. P.I.G.E. overraskede, fordi det nok kan opfattes som lidt kontroversielt, set med nutidens briller, da det handler om en bestemt type pige i nattelivet og fordi, det er ret beskrivende for tiden tilbage sidst i 90'erne. Og Jan's Break, fordi det nok ikke var et af de allerstørste hits. Men det var gode overraskelser.

Alt i alt en fed koncert. Malk de Koin skal opleves. 

🩷🩷🩷🩷🩷 [5/5]

Setlisten:

  • Nalk
  • Jan's Break
  • Radion Ska' Kneppas
  • Fågt Op I Skalle RMX 2001
  • Klap Din Hoddok (Hund Bider Mand)
  • 5 - Øres Ting
  • Phantastisk
  • P.I.G.E.
  • Jim Daggerthuggert
  • Troppelanding
  • BAB melkon
  • Vi Tager Fuglen På Dig
  • En Gang
  • Kosmisk Kaos
  • Jagt

Encore:

  • Pige, Girl
  • Musclebundt
  • Weekend Kriger
  • Å Åå Mæio

via Setlist.fm