Letflydende musik-safari
Musikken flyder let for tiden. Med tjenester som frontløberen Spotify samt TDC Play, Rdio m.fl. har det aldrig været nemmere at gemme cd-samlingerne væk, droppe pirateriet og lade lyden flyde ud af lyslederkablet. Selv er jeg en vældig tilfreds Wimp abonnent. En service, man kan få gratis, hvis man kan nøjes med desktop udgaven og som også formidler sit indhold med kunstner-playlister og playlister baseret på førende musik-blogs og -tidsskrifter.
Men hvis man vil på opdagelse, er det værd at prøve en eller flere af nedenstående. Er det lidt baggrundsmusik til arbejdet, man leder efter, fungerer de også fint som "radio".
8tracks Konceptet er brugernes egne spillelister, bestående af mindst 8 tracks, man selv kan uploade. Oplagt, hvis man vil finde nyt indenfor en bestemt genre.
22tracks En jukebox bestående af 22 spillelister, der hver indeholder 22 tracks, særligt udvalgt af DJ's fra London, Amsterdam, Bruxelles og Paris.
Whyd En jukebox, der suger indhold fra bl.a. YouTube, SoundCloud m.fl. Men musikken er i centrum og evt. videoer er nedtonet. Man kan oprette sine egne spillelister med det, andre har delt, eller man kan fodre Whyd med URL'er til musik, man har fundet på andre web tjenester.
SoundCloud Stedet, hvor musikere, der er lidt fremme i skoene, promoverer demoer m.m. Tjenesten er for nyligt blevet redesignet med en stor "Explore" sektion, hvor man kan finde forskellige genrer.