Intellektuel ejendom: Er det tyveri?

Chefredaktør Nils Bjervig skriver i en leder i Bogmarkedet d. 23/10:

Når man via fildeling downloader til sin pc eller anden lagringsenhed, er det jo ikke kopiering, men fremstilling af original. Gør man det uden at betale for det, er det tyveri for åben skærm.

... og ...

Hvis piraternes indstilling får lov til at blive almen og være uantastet, vil det betyde, at forfatterne ikke kan leve af deres arbejde; at forlagene ikke har råd til at udgive; at der ikke bliver skrevet lærebøger og mange andre tekster af stor værdi for samfundet.

Nu er det ikke fordi, jeg sympatiserer specielt med piraterne, men med sådan en overskrift, "Det er tyveri!", kan jeg ikke lade være med at blive grovkornet i replikken:

Tør dog øjnene og spis en tudekiks. Al denne slyngen omkring sig med juristeri, stævninger og trusler om bål og brand hver gang en synder har formastet sig til at tro, at han ejer den genstand, han har købt, skader i virkeligheden forlags-, musik- og filmindustrien mere end det gavner.

En af konsekvenserne ved at distribuere information digitalt er nu engang, at det nemt kan kopieres uden kvalitetstab. Når informationsinfrastrukturen går hen og bliver digital, må man enten tilpasse sig eller finde på noget andet at lave. Sådan gør man i alle andre brancher, når verden ændrer sig.

Måske skulle forlags-, musik- og filmindustrien overveje at finde en forretningsmodel, der passer til virkeligheden? Eller måske var det på tide for dette, i stigende grad, overflødige mellemled, at finde på noget andet at lave?