Forsøget stopper her
Mit eksperiment med kun at skrive statusopdateringer på denne blog og sende dem videre til Twitter og Facebook afsluttes her. Resultatet blev, og det var nok også min formodning, at det ikke er en optimal fremgangsmåde.
The medium is the message.
... Sagde Marshall McLuhan, og det gælder også de to bemeldte tjenester. Det er ikke så befordrende for samtalen og giver begrænset respons. Der går for meget envejskommunikation i den og det er ikke hensigten.
Til gengæld har jeg genopdaget bloggen. Den er givende på anden vis, langt mere søgbar på den del af nettet, der er knapt så realtime og så kan jeg stadig godt lide tanken om selv at eje mine data.
Jeg kaster håndklædet i ringen. Korte her-og-nu indslag fyldes fremover i Twitter og Facebook igen.