Enhver nation har den regering, den fortjener

Søren Espersen kom tilbage i 2015 galt afsted med et opslag på Twitter, der ifølge ham selv var møntet på asylsituationen i Sverige, men på grund af sin timing blev tolket som en kommentar til et knivangreb sammesteds:
Jeg ynker ikke svenske vælgere for dette kaos, for de er medskyldige. Også de må nu sande, at "et folk har de tyranner, det fortjener"
– Søren Espersen
Særligt den sidste del i citationstegn kommer jeg jævnligt til at tænke på, når talen falder på befolkningers ansvar for styreformer og kaostilstande i den aktuelle verdenssituation – "et folk har de tyranner, det fortjener". Et udsagn, Søren Espersen ikke har grebet ud af den blå luft.
Jeg husker nemlig noget lignende fra svundne tiders idehistorie-forløb i historieundervisningen i gymnasiet, men har ikke været i stand til at grave den præcise formulering frem eller hvem, der sagde det. Men nu fandt jeg det.
Det oprindelige citat lyder på originalsproget fransk således; "Toute nation a le gouvernement qu'elle mérite". Det er skrevet af den franske politiske tænker Joseph de Maistre og udgivet i Lettres et Opuscules 27. august 1811 vedrørende Ruslands nye forfatning:
Enhver nation har den regering, den fortjener.
– Joseph de Maistre
Men selvom Søren Espersen ikke helt havde fat i den rigtige ordlyd, udtrykte det i en anden sammenhæng og citatet oprindeligt stammer fra perioden efter den franske revolution, så gælder det stadig befolkningernes ansvar for deres styreformer i både Rusland og USA med flere, anno 2026.
