Desillusioneret

Ind i mellem har jeg i mine mørkeste stunder et lidt ambivalent forhold til mit job i et folkebibliotek. For folkebiblioteket er i sig selv på flere måder selvmodsigende.

For det første er folkebibliotekernes målgruppe alle. Men en helt grundlæggende læresætning i kommunikation siger, at hvis man henvender sig til alle, henvender man sig i praksis til ingen.

For det andet har biblioteket traditionelt skullet beskrive hele verden i sine samlinger. Og det har måske indtil for relativt nylig været muligt. Men verden er efterhånden blevet så kompleks, at sådan en opgave ikke længere rigtig giver mening.

Når man bruger noget tid på internettet og bliver opmærksom på dets muligheder, kommer man nemt til at spekulere: Er internettet det nye folkebibliotek? I så fald giver begrebet "Bibliotek 2.0", som i øvrigt er et frygteligt buzz-word, slet ingen mening.

Nogen gange har jeg det lidt, som om jeg befandt mig i udkigstønden på sørøverskibet i Asterix, umiddelbart efter et møde med Obelix. Skal man gå ned med skuden eller forlade den sammen med rotterne, før det er for sent?