Brugervenlighed
Hvad er brugervenlighed?
Brugervenlighed, eller usability, handler om at gøre et produkt så brugbart som muligt, hvad enten det er fysisk eller digitalt. Det handler om at få anvendelsen af produktet til at matche brugerens behov og krav. Hvis der ikke er tænkt over et produkts brugervenlighed, kan anvendelsen af produktet nemt føre til frustration, utilfredse brugere og i sidste ende dårlig reklame.
Den internationale standard, ISO 9241-11, definerer brugervenlighed som:
Usability: the extent to which a product can be used by specified users to achieve specified goals with effectiveness, efficiency and satisfaction in a specified context of use.
Brugervenlighed handler om:
- Funktionalitet: Kan brugeren udføre opgaver og opnå sine mål med produktet, dvs. gøre det, der ønskes?
- Effektivitet: Hvor stor en indsats kræver det for brugeren at opnå målet?
- Tilfredshed: Hvad mener brugeren om produktets anvendelighed?
Hvilket påvirkes af
- Brugeren: Hvem bruger produktet?
- Målet: Hvad forsøger brugeren at opnå med produktet?
- Konteksten (brugssituationen): Hvor og hvordan bliver produktet brugt?
Brugervenlighed skal dog ikke forveksles med "funktionalitet", da dette udelukkende har at gøre med de funktioner, produktet stiller til rådighed og ikke har noget at gøre med, om brugeren er i stand til at bruge dem eller ej. Øget funktionalitet er således ikke lig med forbedret brugervenlighed.