Brugerpanel vurderer projekt “Mit Bibliotek”

Tirsdag løb det første af dette efterårs brugerpaneler i projekt "Mit Bibliotek" af stabelen i Det Digitale Bibliotek i Århus. Der mødte desværre ikke helt så mange brugere op, som vi havde forventet. Til gengæld fik vi rigtig meget ud af dem, der kom.

Vi mangler endnu at få samlet op på paneldebatten i skriftlig form, men der tegner sig dog allerede et mønster. I "Mit Bibliotek" forsøger vi bl.a. at generere relevante anbefalinger på baggrund af anonymiserede data, der er samlet op om brugerne. Herunder forestiller vi os, at brugerne skal kunne vurdere biblioteksmaterialer, bl.a. det de har haft lånt, på en skala fra 1 - 5 stjerner.

De brugere, vi havde fat i denne gang, var noget skeptiske i forhold til dataopsamling. De var også tvivlende i forhold til "stjernesystemet", og ville næppe selv gå ind og give en vurdering af det, de tidligere har haft lånt. Det står dog endnu åbent, om disse resultater skyder noget af funktionaliteten i sænk.

Til gengæld lod de umiddelbart til at forstå brugergrænsefladen i prototypen med færre problemer, end jeg havde forventet. Prototypen er dog efterhånden også nået til femte iteration.

Imens knokler teknikerne løs med at lave en "live" version, som rent faktisk fungerer. Men det er en anden historie.

Denne artikel er seneste opdateret 30 oktober 2024

Morten Brunbjerg Bech

Frontend webudvikler, designer, fritids-illustrator, bibliotekar og far til to.

Arbejder med udvikling, design og web-grafik hos TV MIDTVEST. Særligt interesseret i stramt struktureret og effektivt informationsdesign, der gør budskaber lette at forstå, serveret i en grafisk brugergrænseflade, der er nem at bruge.

Tools of the trade: Statamic, VueJS, Nuxt, Tailwind, HTML, CSS, SCSS, JavaScript, Photoshop, Illustrator, Adobe XD, etc.