Apple's Retina Display stiller krav til designere
Så kom den, for mange, længe ventede keynote fra Apple. Denne gang har de fundet på at udstyre MacBook Pro med det højopløselige Retina Display, vi allerede har set på iPhone 4+ og den nye iPad. Hele 2880 × 1800 pixels har de formået at kramme sammen i hhv. et 13" og et 15" display. At dømme efter specifikationerne en gennemgribende lækker maskine.
Men et display af den karakter gør behovet for fleksible, responsive webløsninger endnu tydeligere. Et klassisk webdesign, der er fast defineret med 960 pixels i bredden, kommer til at syne som et smalt bånd på midten af skærmen i den opløsning. Man må have lup for at se, hvad der står.
Responsivt webdesign handler om at få websitet til at tilpasse sig den enhed, sitet bliver set på. Layout, tekststørrelse, billeder og i nogen grad selve indholdet tilpasses, så det til enhver tid passer til skærmstørrelsen. Men hvor vi efterhånden ser flere og flere sites, der tilpasser sig mindre enheder, vil behovet fremover øges for også at tilpasse designet til større enheder. Det er en udvikling, der vil komme til at tage fart, efterhånden som vi begynder at se internettet snige sig ind i stuealteret, TV'et.
Den udvikling starter med den nye MacBook Pro.