I aftes var jeg i teatret. Eller det vil sige, teatret var flyttet ud af scenen og ind hos ERIK Arkitekter i midten af Viborg. Det er nemlig det lokale egnsteaters raison d'être - at rykke ud af teateret og træde ind på en anden scene for at se, hvad der så kan ske - deraf teatrets navn, Exit Stage.
Forestilingen Apricot, som havde indbygget fem retters menu, satte fokus på teknologien, vores forhold til de amerikanske tech-giganter, magtens og midlernes koncentration, vores selvstændighed og uafhængighed eller mangel på samme, Europas digitale fremtid og ikke mindst hvilken pris, vi er villige til at betale - også for at slippe ud af amerikanernes klør.
Exit Stage skriver om forestillingen:
Mennesket tabte kampen mod at blive overvåget. Hvilket overvågningssamfund er vi villige til at leve i?
Vi lever vores liv gennem infrastrukturer, vi ikke selv ejer. Vi arbejder, forelsker os, køber, søger, bevæger os og kommunikerer gennem teknologier, der samtidig registrerer os. Vores adfærd bliver til data, og vores data bliver til økonomisk og politisk magt.
Men hvad nu, hvis Europa stoppede med blot at regulere den digitale verden og i stedet begyndte at bygge sin egen?
Undervejs blev publikum inddraget i forestillingen i små roller som personaer med egne replikker, der skulle eksemplificere såvel begivenheder, der har fundet sted, som hvad man kunne forestille sig, der kunne ske for individer i fremtiden.
Tech-katten er ude af sækken
En del af forestillingen havde karakter af et foredrag, der satte spot på de fortrædeligheder, de amerikanske tech-giganter udsætter os for, men også hvor uafvendelig teknologien er. Katten er ude af sækken. Man kan ikke stoppe ægget tilbage i hønen.
Der blev også sat spot på det lokale Apple datacenter ved Viborg og dets indtil videre ganske fraværende værdi for lokalsamfundet. Medarbejdere, der kommer fra Irland, overskudsvarme for 3 millioner kr. der fiser lige op i luften, meget få arbejdspladser osv.
Exit Stage havde tydeligvis sat sig godt ind i sagerne. Især kunne denne del af fortællingen trænge til et større publikum.
Men fortællingen blev en smule fluffy og ukonkret i forestillingen om den fiktive europæiske arvtager, Apricot. Et system, der fremstilledes som overvågende og heller ikke uden ulemper.
Men alternativer findes jo
Sammen med ideen om dette system fornemmer man en famlen i forhold til de europæiske alternativer, der allerede findes. For der findes en del derude. Endda helt fri for alle de overvågende, afhængighedsskabende algoritmer, vi siger, vi ikke kan lide. Som også godt kunne trænge til et større publikum. Europæerne er bare for magelige til at kunne finde ud af at opsøge dem og skille sig af med afhængigheden af de amerikanske, som vi siger, vi ikke kan lide.
APRICOT
Er instrueret af Johan Klint Sandberg, dramatiseret af Stine Winther Johansen, gastronomiseret af Flora Veronica Willumsgaard, produceret af Exit Stage og kan opleves frem til 31. oktober 2026 hos ERIK Arkitekter i Viborg.
