I begyndelsen af marts lavede jeg et temmelig tåbeligt stunt i en brandert på den halvårlige herretur med de gamle rullehockey-gutter fra Archivers. Gulvet var glattere, end jeg havde forventet, og mit højre knæ sagde ‘knæk’ på en ubehagelig måde, som det ikke burde sige.
Dagen derpå var knæet ømt. Min umiddelbare tanke var en skadet minisk. Men da smerten aftog i løbet af den efterfølgende uge, kom jeg aldrig til lægen.
Siden har jeg ind imellem været lidt øm i knæet, når jeg med jævne mellemrum har powerwalk’et til og fra motionscenteret. Så et eller andet har nok taget lidt skade.
I går skulle det så stå sin prøve, da jeg måtte finde ud af, om det kunne holde til en løbetur. Og det holdt sgu. Ingen ømhed, hverken under eller efter. I hvert fald ikke i knæet.
Det blev iøvrigt til 5 km på 5,11 min/km. Ikke helt ringe i betragtning af, hvor mange måneder siden, det er, jeg sidst har løbet.
Til gengæld kom jeg hjem, prustende og stønnende som et gammelt damplokomotiv. Lårbasserne har været godt ømme i dag. Formen kan nok pudses af.