Vrid en e-shop ned over biblioteksdatabasen

Der er formentlig i princippet flere ligheder end forskelle imellem hvad e-handelssystemer og bibliotekssytemer bør kunne.

Begge typer systemer skal kunne formidle en række varer eller objekter, begge typer systemer skal have søgefunktionalitet og bør understøtte "berry picking" eller "græsning" og begge typer systemer skal kunne håndtere en række brugeroplysninger.

Den væsentligste forskel ligger i, at bibliotekssytemet skal kunne låne et materiale ud, hvor e-handelssystemet skal kunne sælge det. Udtjekningsproceduren er således langt hen ad vejen et springende punkt.

Magento er en meget omfattende open source e-handelsløsning, der har alt hvad man kan ønske sig af en sådan. Magento har brugeranmeldelser, tagging, kollaborativ filtrering, content management og hele svineriet indbygget. Kort sagt; en open source Amazon.com løsning, lige til at trille på din egen server. Magento er nu klar i en beta version.

For 1½ års tid siden demonstrerede Casey Bisson med WPopac, hvordan man kan skrue WordPress sammen omkring biblioteksbasen, så man får tilføjet en helt anderledes form for funktionalitet, end det bibliotekssystemet ellers ville kunne. Forestil dig nu, kære biblioteksudvikler, hvad man på samme vis kunne få ud af at vride Magento ned over bibliotekets database.

Der ville kunne vindes en hel del i formidlingen af bibliotekets materialer, foruden væsentlige muligheder for brugergenereret indhold. Det ville pludselig blive muligt at græsse i bibliotekets samling via en webbrowser (og det ville da være ret nyt).

Det kræver i sagens natur en del tilretning. Måske kunne der skrives et biblioteks plug-in til Magento? Hvem har mod på at gøre forsøget? (Eller prøver I med Summa?)

4 kommentarer til “Vrid en e-shop ned over biblioteksdatabasen”

  1. Jeg kan godt lide tanken – og der går ikke mange dage, hvor jeg ikke kigger på DDELibra og får kriblen i fingrene for at ændre skidtet.. hvis bare det var muligt.

    Summa er spændende, men jeg ved ikke helt hvilken vej det drejer.. det er der sikkert andre der bedre ved, men jeg regner med at blive klogere når vi holder møde her i oktober.

    Ellers går mange vist og venter på Axiell Arena… http://www.axiell.dk/nyheter/fler_nyheter.htm#arena

    Svar
  2. Egentlig kan DDE (og andre systemer) anses for at være et lagersystem. Har I varen – hvor er den – kan I levere den til mig. Der er skabt med beholdningsregistereing for øje og ikke med henblik på salg. Som du jo selv pointerer!
    I forbindelse med Downlaans (udlån af e-bøger) overgang til drift, har vi lavet en løsning, hvor der i selve katalogposten er to links, ét til salg og ét til udlån. Ved salg sendes bestillingen videre til leverandøren, der overtager derfra. Men jeg kunne nu også godt tænke mig, det ville gå den anden vej, så bibliotekerne optræder i netbutikkerne.

    Svar
  3. @Mads: Du kan godt ændre lidt i DDELibra Web. Der ligger nogle .lsp filer i et lidt besynderligt XML format i systemet. Der kan du ændre lidt på den HTML, systemet spytter ud i front end’en. Desværre kan det næppe ændre ved systemets grundlæggende funktionalitet. Kun kradse lidt i overfladen.

    Det lyder interessant med Axiell Arena. Det vil jeg følge lidt med i.

    @Thor: Desværre er lagersystemet ikke godt nok til formidling, og det burde der have været lavet om på forlængst. Men det er du jo selv fortaler for.

    Min pointe med Magento var dog ikke at lave noget kommercielt ud af det. Mere at populere Magento med data fra biblioteksdatabasen, eftersom Magento’s front end er en del bedre til at formidle skidtet, end de aktuelle systemer.

    Men det bliver interessant at se, hvad Summa, Primo og Arena m.fl. kan drive det til på den front.

    Svar
  4. Det er nogen interessante tanker du har angående et e-shop system, men jeg tror man skal være opmærksom på hvad de forskellige systemer kan og er tiltænkt til.

    Det virker som om at biblioteksverdenen venter og venter på det perfekte system, som har alt det som bliver snakket om, men hvordan understøtter vi det, så det ikke bare virker som eklatante forsøg fra nogen døende dinosauer. Vi skal også ud og presse udviklingen med forskellige tiltag bare minded på vores virksomhed.

    Summa og Primo er tiltænkt informationssøgningen. De er basalt set bare den bedre søgning som vi skulle have for lang tid siden. De redder ikke nogen som helst og især ikke folkebibliotekerne..

    Arena forbedrer ikke specielt søgningen da jeg ikke ser man adresserer problemet med ranking, men kun funktioner som zoom og stavekontrol. Det nye i systemet er muligheden for polling, anbefalinger, andre der har lånt etc. etc. Og så det vigtigste af alt nemlig en åben API for ellers kan vi ikke udvikle som vi gerne vil.

    Magento er som du siger en Amazon lignende ting, bare Open Source, og jeg mener vi skal eksperimentere med alle de elementer som der er inddraget i en e-shop. Jeg bare ikke sikker på at vi skal kopiere en vision fra nogen der har et andet formål end vi har. Vi kan genbruge, men jeg tror ikke at tagging, polling og anmeldelser redningen for de faldende udlånstal (både det fysiske og det elektroniske).

    Jeg tror at en kombination af Summa og Arena eller Magento kunne være interessant, da man så kombinerer en bedre informationssøgning med noget e-shops agtigt nogen. Derudover skal vi kigge en hel del mere på hvordan man vejleder og understøtter hjemmesider, mobile enheder. Både i det virtuelle og i det fysiske rum.

    Så er der hele berry picking begrebet, som du skrev om for et stykke tid siden. Men igen skal vi tænke over de forskelle og ligheder vi har med virksomheder som har et andet sigte end vi har.

    Pyha vi skal så meget og vi er slet ikke begyndt endnu. Vi skal bare i gang og prøve ting af. Lave gigantiske successer og fiaskoer og lære af dem. Vi skal bare ikke sidde og vente på det.

    Svar

Skriv en kommentar