Først – afstemningsblokken om im-klient ville være bedre hvis man kunne afkrydse flere forskellige.

For det første. Jeg opfatter folkebibliotekerne som en kæmpesucces med et endnu større fremtidspotentiale. Den største forbedringsmulighed ligger lige nu i en fortsat innovation på materialehåndteringssiden (som i høj grad understøttes af netværkssamfundets udvikling) så vi helt radikalt kan få flyttet kroner fra at håndtere materialer til at formidle og vejlede i brug af kvalitetsressourcer. Det er en kæmpe udfordring og helt utroligt spændende at se resultatet, hvis det lykkes.
Borgerne kan nemlig ikke selv – og det bibliotekarerne i øvrigt ofte heller ikke (undertegnede inklusive) – finde frem til og udnytte vidensamfundets bedste informationsressourcer. Det er i et udviklings- og konkurrenceperspektiv overhovedet ikke godt nok det som de fleste brugere kan finde selv.
Det er ikke nok at kunne finde og læse nyheder, sladderhistorier, eller et tilfældigt landkort med oplysninger om hvor man kan købe en pizza! Man skal også kunne skabe nyheder, skabe innovationer og være i stand til at udvikle sin egen praksis og profession på et forskningsbaseret grundlag. Danmark er milevidt fra at udnytte sit innovationspotentiale – og det er altså ikke nok, at man kan finde frem til en billig flybillet, og lidt reklame fra lokalt turistbureau – det er slet slet ikke den slags informationskompetence der skaber en folkelig baseret national demokratiudvikling – og det er det folkebibliotekerne får penge til at understøtte fra nationalpolitisk niveau.
Efter min mening er et af de største problemer i dag, at digitaliseringen af vores informationsressourcer slet ikke sker i det nødvendige tempo. Det fastholder bibliotekernes fysiske rum i et enormt pladskrævende stålreol-helvede, som ikke i tilstrækkelig grad kan tilføres radikal innovation, og hvor tunge bogvognes materialer stadig i en uendelig sisyfos-lignende cyklus skal stables og ordnes af dyre arbejdskraftsressourcer. Det er stadig, som da man gravede kanaler med håndkraft…
Det andet problem er faktisk to. Bibliotekarernes søgeteknologier og søgekompetencer udvikles slet ikke godt nok – der afsættes alt alt for få midler til udvikling af de bibliotekariske hjælpeteknologier og alt for få ressourcer til udvikling af de bibliotekariske kompetencer, og det er simpelthen katastrofalt.