For mig at se er biblioteksbasen (OPAC’en) noget af det allermest centrale i et biblioteks nettjenester. Derfor undrer det mig ind i mellem lidt, når der i biblioteksregi smides masser af penge og teknikere efter alverdens nye, landsdækkende (web)projekter, portaler og netguides (de såkaldte „netbiblioteker‟, gud, hvor jeg iøvrigt hader den betegnelse).
Misforstå mig ret, der er mange gode ideer i mange af „netbibliotekerne‟. Men „netbibliotekerne‟ brander sig selv, i stedet for at brande de biblioteker, der står bag, af den simple årsag, at det enkelte „netbibliotek‟ er ret afgrænset til sin egen url, sit eget logo og sit eget selvstændige univers.
Således burde man måske koncentrere sig en anelse mere om at udvikle sine kerneydelser.
I en diskussion om forslag til et nyt projekt, endte vi forleden endnu engang ved udvikling af OPAC’en, hvilket fik min udviklingschef til at spørge „jamen hvis vi nu ser bort fra biblioteksbasen, hvad kan vi så kaste os over?‟ Et spørgsmål, der illustrerer, hvordan vi nemt kommer til at koncentrere os om sekundære projekter, og som i virkeligheden rummer stor frustration.
For opgaven med biblioteksbasen er mere end svær nok at få hul på i forvejen, og der er næppe mange støttekroner til det fra Biblioteksstyrelsen, for det er ikke platformsuafhængigt.
I projekt „Mit Bibliotek‟ arbejdes der netop med udvikling af dele af biblioteksbasen. Men også her render man ofte panden mod en mur, fordi der kræves platformsuafhængighed af noget, som skal fungere sammen med systemer, der er lukkede og proprietære. Der skal med andre ord bygges åbne ekstramoduler til noget, der dårligt kan bygges ekstramoduler til.
Derfor kommer vi aldrig videre. Vi bliver ved med at køre webprojekter på skinner i øst og vest, alt imens diskussionerne konstant ender omkring biblioteksbasen.
Vi skulle se at finde tilbage til bibliotekernes kerneværdier og -ydelser. Skrot de gamle OPACs og start forfra.
Jeg har tilladt mig at lægge ud med et forslag til en social OPAC ovre på Bibliotek 2.0 bloggen.