Forleden havde vi en vældig diskussion ovre hos Mirjam om Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer og hvor grænsen går for ytringsfriheden.
Jeg er enig med Jyllands-Posten og de borgerlige partier så langt: Ja, selvfølgelig har vi retten til at ytre os om hvad som helst (inden for lovens rammer).
Men der hører enigheden nok også op. For JP og de borgerlige hævder, at man aldrig selv kan være skyld i terrorangreb, uanset hvad man siger. Jo, I princippet er det korrekt, sådan bør verden ideelt se ud. Men i praksis hænger det næppe sådan sammen. Selvfølgelig kan man gøre sig selv til terrormål, når man højtråbende retter fokus mod sig selv, skyld eller ej.
Situationen svarer, uden sammenligning i øvrigt, til uprovokeret at råbe til den største, mest steroidepumpede og aggressive bodybuilder, man kan finde i byen fredag aften, at han ser enormt latterlig ud. Jo, man har retten til at ytre sig. Men i denne situation er det unødvendigt og torskedumt!
JP havde ret til at bringe de karikaturer. Men ved at gøre det, har avisen trådt på en masse mennesker. Så var det virkelig nødvendigt? Var det ikke bare dumt?