Da min MacBook Pro stod af

Macbook Pro 17 early 2011 video issuesVinterferie. Jeg står med det ene ben på vej i biffen med min faste film-makker. Min Macbook begynder at flimre. Og genstarter med striber på skærmen. Og genstarter med striber på skærmen. Og genstarter med striber på skærmen …

“Den er afgået ved døden,” spekulerer jeg nervøst, mens jeg sidder i biografmørket og har svært ved at være helt tilstede. Men bagefter skal der ikke googles længe, før jeg finder andre med samme problem. En defekt GPU. Lodninger, der i længden går i stykker pga. varme og skaber løse forbindelser. Det er set før med den model. En Macbook Pro 17″ early 2011.

Det kommer til at koste …

Dagen efter indhenter jeg tilbud hos to lokale virksomheder, der laver Mac-reparationer. “Der skal et specielt stykke værktøj til,” siger den ene, som kan reparere fejlen for 3-4000 kr. “Vi laver én af den slags om ugen og det kræver lidt fingersnilde,” siger den anden, som kan reparere fejlen for 1500-2000 kr. “Hvis det altså er GPU’en,” er begge enige om. Ellers skal der et nyt bundkort til og det står i 6-8000 kr.

Heldigvis kommer jeg i tanker om min elektronikforsikring, der har en selvrisiko på blot en enkelt tusse og tørrer lidt af sveden af panden.

Til gengæld skal min kære computer sendes med posten. Jeg er ikke begejstret, men får fundet en kasse, der kan passe. Afsted til EDBskader.dk. Af track&trace fremgår det, hvem der tager imod. Og det er selveste …

Jaribarh Chözcir

Jeg er rigtig glad for, min mac er i gode hænder.

Apple’s reparationskampagne

Og så har jeg lige opdaget, at Apple lancerede en reparationskampagne, der adresserer netop dette problem, blot to dage efter, Jaribarh modtog min mac. Det er angiveligt indtil flere modeller, der kan have fejlen. Så hvis din mac lider af det samme, så se lige her.

Update 24. feb. kl. 16.29: EDBskader.dk har vist også bemærket Apple’s kampagne, for min MacBook er nu sendt videre til reparation hos Apple.

Update 6. mar. kl. 09.01: Min mac er nu kommet retur fra Æble-doktoren. Den har fået helt nyt bundkort. Det kunne helt fysisk mærkes, da jeg pluggede den til min eksterne skærm på job her til morgen. Minidisplay-porten føles hård og fast, ikke slidt og løs som den gamle. Alt ser ud til at køre, som det skal. Jeg er en lettet mand.

Skriv en kommentar