Fingrene væk fra mine småkager!
Cookie-bekendtgørelsen: Fra og med 14. december 2011 skal alle danske websites være forsynet med en stor, grim meddelelse om de små stumper information, også kaldet cookies, der lægges ned på den besøgendes computer. Den besøgende skal aktivt give samtykke, før sitet må anvende cookies.
Tanken er ellers prisværdig. Store, multinationale virksomheder vil gerne spore og samle information om dig, så de kan målrette deres markedsføring og ramme dig præcis, når du er mest sårbar modtagelig. Til det formål bruger de cookies. Derfor har vores politikere via EU vedtaget "Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af eller adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr". Det handler ganske enkelt om privatlivets fred og (for)brugerens ret til at forblive helt og aldeles anonym.
Overtrædelse straffes med bøde, omend bødens størrelse tilsyneladende stadig er ukendt. Hvordan loven helt præcis skal fortolkes, står også hen i det uvisse. Skal websitets ejer blokere helt for cookies, før den besøgende har accepteret? Eller er det nok at gøre opmærksom på, at sitet bruger cookies og henvise til information om, hvordan man kan fjerne dem fra computeren igen?
Hvis førstnævnte er tilfældet, får mange content management systemer, såvel som Erhvervsstyrelsens website selv, problemer med at overholde loven.
Bekendtgørelsen skyder desværre også helt forbi målet. Skal den effektueres, vil det i praksis betyde, at ikke bare alle danske, men også alle sites i EU, skal forsynes med en stor, særdeles synlig meddelelse, som brugeren skal acceptere, før vedkommende kan komme videre.
1. Det vil utvivlsom blive til stor gene for mange brugere, der ustandseligt skal trykke "acceptér". Det er en indledende stopklods for interaktion med et website.
2. Vi ved alle, at ingen læser betingelserne, før de trykker videre, når de opretter brugerprofiler på nettet. På samme måde vil samtykke-beskeden være noget, man klikker forbi for at kunne komme videre med sit forehavende.
3. Begynder-brugere, der har den mindste skræk for alle den slags meddelelser, vil skynde sig at lukke browseren og aldrig vende tilbage.
4. Det er konkurrenceforvridende for alle sites i EU, da sites udenfor unionen slipper for denne indledende interaktions-stopklods.
Listen over elendigheder kunne fortsætte i det uendelige.
Martin Thorborg skriver kækt på Amino.dk:
Kan jeg slippe for Amino Cookies? Jo da, det kan ikke være meget lettere. Du slukker bare for din computer og læser en god bog i stedet for.
Sjovt, ja. Men udsagnet illustrerer faktisk blot, hvordan bekendtgørelsen ganske enkelt ikke kan implementeres uden at genere både udbydere og forbrugere. Det her er, hvad der sker, når politikerne tager stilling til ting, de ikke har den fjerneste anelse om, hvordan fungerer.
Så kære politikere. Vil I venligst holde fingrene fra mine småkager!