Bedst på nettet. Til hvad?

Horsens Kommunes Biblioteker er, ligesom samtlige andre danske folkebiblioteker, endnu engang blevet udtaget til IT- og Telestyrelsens årlige “Bedst på Nettet” screening af offentlige hjemmesider.

Denne gang er der bl.a. følgende interessante krav til offentlige sites:

  • Findes der en udskrift-funktion, som producerer udskriftvenlige versioner af sider, som man typisk vil læse på papir? Får man hele teksten med, når man printer, og undgår man at få forstyrrende navigation med?
  • Anvender siden ikoner eller anden grafik til at formidle indhold?
  • Tilbyder hjemmesiden digital selvbetjening?
  • Giver hjemmesiden adgang til at se i offentlige arkiver for institutionen?
  • Udnytter hjemmesiden mediets muligheder for multimediel præsentation af indhold? (flash, animation, lyd, video).

Som det fremgår, er det ikke alle krav i “Bedst på Nettet”, der giver mening.

Udskrift-funktionen
Hvorfor er sådan én et must som selvstændig funktion på sitet, når der findes en glimrende udskrift-funktion i browseren?

Ikoner
Er forstørrelsesglasset ved søgefeltet beregnet til at forstørre teksten med? Er det logisk, at et lille hus ved siden af et link betyder, at man kommer til forsiden? Betyder en taleboble, at man kan få siden læst højt?

Ikoner er ikke nødvendigvis nemme at afkode for en evt. bruger, der aldrig før har brugt en computer. De kan være meget pæne, kan spiffe en side op grafisk og være med til at skabe visuelle holdepunkter. Men mig bekendt findes der ingen usability tests, der viser at brugen af ikoner i sig selv gør et site mere eller mindre brugervenligt.

Digital selvbetjening
Digital selvbetjening er et mantra, der reciteres igen og igen og som tilsyneladende skal være tilstede for enhver pris. Også selvom det ikke passer ind i formålet med en given institution.

Adgang til offentlige arkiver for institutionen
Er det nødvendigvis alle offentlige institutioner, der ligger inde med et arkiv?

Udnyttelse af multimedier
Giver det mening for en hvilken som helst offentlig institution at publicere video, lyd og flash-præsentationer?

“Bedst på Nettet” kan på sin vis være en drivkraft, der kan trække kvaliteten af offentlige websites op, men undersøgelsen har en lang række mangler og nogle af kravene virker irrelevante. Det er f.eks. en stor mangel, at der ikke tages højde for en given institutions formål: Giver det mening at stille præcis dette krav til præcis denne institution?

Undersøgelsen er for generel og bliver nemt et irritationsmoment. “Herligt” med sådan en lille udfordring, når man nu er midt i at skrue en ny webløsning sammen. Det er næsten ikke til at få armene ned.

Er der andre krav, du finder mystiske?

Se vurderingsgrundlaget for “Bedst på Nettet” her.

6 kommentarer til “Bedst på nettet. Til hvad?”

  1. Hej Morten
    Det er helt, helt relevante spørgsmål, du stiller. På Horsens bibliotek har vi for få år siden gjort et stort nummer ud af at være “bedst på nettet” – altså at score mange points. Det var en ledelsesbeslutning, at der skulle satses på en konkurrencedygtig, velfungerende og visuelt stærk hjemmeside.
    Det kan godt være, at “Bedst på nettet” er poppet og på sin vis sætter nogle irrelevante parametre op for offentlige hjemmesider, men det er alligevel en “måde” at arbejde målrettet og fokuseret med institutionens ansigt udadtil på. Om ikke andet så kan det være anledning til, at man på en arbejdsplads får snakket ordentligt igennem hvad man vil med sin hjemmeside. Hvad er formålet? Hele den snak mangler Horsens bibliotek, hvis du spørger mig. Jeg tror ikke det står klart for medarbejderne og brugerne hvad hjemmesiden kan/skal bruges til.
    – og tilbage til dit kritikpunkt omkring at fokusere på udprintning. Det synes jeg sådan set er relevant nok. Mange mennesker printer frames uden indhold, og der står 3 sætninger…. fordi almindelige mennesker ikke forstår opbygningen af siden, og tror, at det, de ser på skærmen, også er det, der printes ud. Så det er helt relevant, efter min mening.
    Vi snakkes 🙂
    V.H. Nina

    Svar
  2. Ikke mystisk krav men en af mine kæpheste – men handler om meget dårligt best pratics i 2008 er punktet “Giver en tabel, der benyttes til layout, mening, når den præsenteres lineært?”

    Man benytter ikke tabeller som layout år 2008- har aldrig været meningen at HTML elementet “table” skulle være til layout layout – Så jeg mener at sites der benytter tabeller som layout skulle have minus point (-8 i den stil). I 2004 var det 92 % af deltagerne i Best på nettet der benyttede tabeller som layout – jeg tror ikke tallet er faldet ret meget.

    Litteratur om ovennævnte problematik
    http://www.stopdesign.com/articles/throwing_tables/
    http://www.hotdesign.com/seybold/

    Svar
  3. I Herning valgte vi at kontakte Bedst På Nettet og bede om at blive fritaget for deltagelse i konkurrencen. Det var vores vurdering at det var urimeligt at sidde og optimere websitet til at score højt ud fra deres kriterier.

    Svar
  4. @Nina Wegner: Det er meget forståeligt, når lederne beslutter at sætte fokus på Bedst på Nettet. Bedst på Nettet er nemlig meget synlig blandt politikerne. Scorer man højt her, har man en succeshistorie, der sidenhen evt. kan bruges til at score flere midler til institutionen.

    Men det er også det, der gør Bedst på Nettet til et tveægget sværd. Det er naturligvis godt at få sat fokus på websitet og få skabt succeshistorier. Men det er noget skidt, når det tvinger institutionen til at presse irrelevant funktionalitet ind på websitet, alene fordi det står i en udefrakommende, generel kravsspecifikation.

    Kravene til en hvilken som helst virksomheds website bør stemme overens med virksomhedens formål og målgrupper, hvis webkommunikationen skal blive effektiv, og det kommer de bedst til, hvis de skræddersys til virksomheden.

    @Søren Johannessen: Du har helt ret.

    @DigitalMads: Jeg har også lige sendt et “afbud” afsted pga. vores kommende website. Er spændt på reaktionen, men forventer nu ikke at kunne melde fra.

    Svar
  5. @DigitalMads: Mystisk. Det kunne vi ikke i Horsens. Jeg har lige modtaget følgende melding:

    Bedst på Nettet vurderer i år alle offentlige hjemmesider, og det er ikke en mulighed at melde sig fra konkurrencen. Bedst på Nettets formål er at skabe et øjebliksbillede af den offentlige sektors webbaserede kommunikation med borgerne, og det er derfor metodisk ukorrekt at undlade at vurdere enkelte hjemmesider.

    Svar

Skriv en kommentar